Systemkonti angives i kontoplanen under Økonomi/Kontoplan i feltet Systemkonto.
Systemkonti benyttes til automatiske posteringer af f.eks. kursdifferencer, øredifferencer, overført årets resultat osv.
Mange vil nok genkende systemkonti som parametre i andre økonomisystemer.
Vi anbefaler, at finanskonti der er opsat som systemkonti (dvs. feltet Systemkonto er udfyldt) også skal have en markering i feltet Spærret i kladde, så der aldrig bogføres direkte på disse systemkonti:
Du kan dog sagtens angive systemkonti på konti, hvor der i forvejen bogføres manuelt eller automatisk. For eksempel kan du anvende vareforbrugskontoen i driften til også at bogføre lager tab/vind.
Systemkonti kan kun angives på konti, der også kan bogføres på. Det vil sige konti med alle andre kontotyper end Overskrift, Sum og Beregningsudtryk. Læs evt. mere om kontotyper i denne artikel: Kontotyper i kontoplanen

Beskrivelse af de forskellige systemkonti
Systemkonto | Beskrivelse |
Konto til overførsel af årets resultat | Med knappen Dan primoposter under Økonomi/Vedligeholdelse/Regnskabsår nulstilles konti med kontotyper i resultatopgørelsen, og disse beløb, dvs. årets resultat, overføres automatisk til kontoen angivet som denne systemkonto. Typisk er det en konto under egenkapitalen. |
Afgiftskonto | Vælges som systemkonto på afgifts-konto som f.eks. el-afgift osv. Informationen bruges i forbindelse med momsspecifikationen og momsopgørelsen, og det er derfor vigtigt at udfylde systemkonto-feltet på alle afgiftskonti, for ellers vises de ikke på momsopgørelsen. Bemærk! Fra version 90 af Uniconta anbefales det i stedet af benytte systemkontiene 'El-afgift', 'Olie- & flaskegasafgift' m.m. |
El-afgift, olie & flaskegasafgift m.m. | På kontoen hvorpå el-afgiften bogføres, f.eks. 6911 i standard kontoplanen, angives 'El-afgift' i feltet Systemkonto. Informationen bruges i forbindelse med momsspecifikationen og momsopgørelsen, og det er derfor vigtigt at udfylde systemkonto-feltet på alle afgiftskonti, for ellers vises de ikke på momsopgørelsen. |
Manuelt udgående moms | Hvis du bogfører manuelle udgående moms-beløb, så skal kontoen som du bogfører disse momsbeløb på, udfyldes med værdien 'Manuelt udgående moms' i feltet Systemkonto, for ellers medtages disse beløb ikke på momsspecifikationen og momsopgørelsen. |
Udgående moms | På den/de konti i kontoplanen, som du bogfører udgående moms på, dvs. f.eks. konto 6902 i standard kontoplanen , skal du vælge værdien 'Udgående moms' i feltet Systemkonto. Denne information benyttes på momsspecifikationen og momsopgørelsen. |
Manuelt indgående moms | Hvis du bogfører manuelle indgående moms-beløb, så skal kontoen som du bogfører disse momsbeløb på, udfyldes med værdien 'Manuelt indgående moms' i feltet Systemkonto, for ellers medtages disse beløb ikke på momsspecifikationen og momsopgørelsen. |
Indgående moms | På den/de konti i kontoplanen, som du bogfører indgående moms på, dvs. f.eks. konto 6907 i standard kontoplanen , skal du vælge værdien 'Indgående moms' i feltet Systemkonto. Denne information benyttes på momsspecifikationen og momsopgørelsen. |
Kursdifference | Konto til bogføring af automatisk beregnede kursdifferencer ved køb og salg i fremmed valuta. Kursdifferencen opstår typisk, når kursen ændrer sig i tiden mellem fakturering og betaling. Vær opmærksom på, at dimensioner ikke bliver vist på kursdifference konti. |
Øredifference | Konto til bogføring af øredifferencer. Vær opmærksom på at dimensioner ikke bliver vist på øredifference konti. Hvis du f.eks. modtager en indbetaling på 990 kr. på en faktura på 995 kr. så vil der normalt stå 5 kr. tilbage på debitorens konto efter bogføring af denne betaling. Men hvis du ifm. bogføring af betalingen markerer feltet Gennemtving udligning i kladden, så vil de 5 kr. automatisk blive bogført væk fra debitorens konto og ned på denne øredifference-konto. |
Momsafrunding | Konto til automatisk bogføring af momsafrunding. Ved fakturering beregnes momsen pr. linje, hvis der er mange linjer og nogle har ”skæve” beløb, kan det hænde at momssummen af hver linje ikke er lig momsen af den samlede sum excl. moms. Der kan være en eller få ører til forskel. Forskellen er momsafrunding og typisk en konto under ind- og udgående moms. |
Momsafregning | På den konto i kontoplanen, som du overfører det skyldige momsbeløb til, når du afregner moms til SKAT, angives værdien 'Momsafregning' i feltet Systemkonto |
Lagerværdiregulering | Konto til bogføring af bevægelsestype Regulering i lagerkladden. Systemkontoen anvendes typisk på en driftkonto, da den repræsenterer udgiften/indtægten. Hvis denne systemkonto ikke er anvendt på en konto i kontoplanen, bogføres bevægelsestype Regulering i lagerkladden ikke i Finans. Systemkontoen har en modkonto, der angives under Lager/Vedligeholdelse/Varegrupper: i gruppen Konti: feltet Lager, tilgang (Lagerkladde), der typisk er statuskontoen, der repræsenterer til/afgang. VIGTIGT! Læs mere om brugen af lagerværdiregulering her... |
Kladde til indtastning af tab/vind | Konto til bogføring af bevægelsestype Optælling, Tab/vind og Forældet i lagerkladden. Systemkontoen anvendes typisk på en driftkonto, da den repræsenterer udgiften/indtægten. Hvis denne systemkonto ikke er anvendt på en konto i kontoplanen, bogføres bevægelsestype Optælling, Tab/vind og Forældet i lagerkladden ikke i Finans. Systemkontoen har en modkonto, der angives under Lager/Vedligeholdelse/Varegrupper: i gruppen Konti: feltet Lager, tilgang (Lagerkladde), der typisk er statuskontoen, der repræsenterer til/afgang. |
Modregning af momspligtig import | Når der bogføres køb fra f.eks. EU eller andre typer af køb, hvor der på momsen er omvendt betalingspligt , vil moms-beløbet både blive debiteret og krediteret på to forskellige momskonti, dvs. der er tre af de involverede konti, der alle markeres med en momskode: 1. Posteringskontoen. 2. Selve momskontoen i momskartoteket, der typisk er ind- eller udgående moms. 3. Evt modkonto på momskartoteket.Som udgangspunkt medtages alle poster, der er stemplet med et momsbeløb på momsspecifikationen/momsopgørelsen, men det ønskes ikke at nr. 3 skal med på momsrapporten, fordi den allerede bliver medtaget i form af den information der er på nr. 2. For at få den fjernet fra momsspecifikationen/momsrapporten, skal den konto, der er angivet som modkonto på momskoden, derfor have systemkonto = ' Modregning af momspligtig import'. |
Udgift for importmoms | Bruges til at beregne et procentbeløb (på nuværende tidspunkt 25%) af det anførte beløb, som bogføres på Udgift for importmoms og modposteres på modkonto af momskonto for importmoms. |
Fejlkonto | Fejlkontoen bruges til at opsmale de posteringer, hvor Uniconta ikke har en konto at "aflevere" konteringerne på. Skal altid oprettes. |
Ingen | Ønsker man at fjerne et systemkonto-valg, kan man vælge 'Ingen', i stedet for den valgte systemkonto. |